Hvem er LAP København og Frederiksberg – ”Intet om os uden os”?
Vores mål er, at forbedre forholdene for dem, der har eller har haft oplevelser med psykiatribrugerrollen. Vi består kun af tidligere eller nuværende psykiatribrugere og det er væsentligt at gentage, netop for at understrege hvilken hjertesag vi har på sinde.
Vi – psykiatribrugere – er også borgere i samfundet, så derfor tilkendegiver vi også vores holdninger i samfundet, da vi jo – som alle andre – er en del af demokratiet.
Vi er helt uafhængige af det etablerede psykiatriske system, så vi kan komme frem med en berettiget kritik, som er nødvendig for at lige mennesker med forskellige behov kan få den hjælp de har brug for at komme sig.
Vi er ikke imod de initiativer som tjener sindslidendes interesser – men vi er interesserede i at få den optimale effekt af den respektive behandling.
Som udgangspunkt mener vi den enkelte selv må afgøre, hvilke behandlingstilbud og tilgange, som kan trække i den rigtige retning – mod et bedre liv.
At den enkelte tager ansvar for sin recovery:
Den største koncentration af mennesker med sindslidelser i Danmark findes i Hovedstadsområdet. LAP kan tage et mere aktivt standpunkt ved at være talerør for disse mennesker.
LAP var blandt de første i Danmark til at få samfundet til at se, at psykiske sygdomme ikke nødvendigvis er kroniske – og dermed kom man i kontakt med begrebet Recovery.
I dag er det alle aktører, der vedkender sig at det er muligt at komme sig eller blive rask efter en psykisk sygdom – en sindslidelse.
Retningen blev lagt an i 2003 da LAP sammen med Bedre Psykiatri bidrog til projekt “Recovery-orientering”. Mennesker, som selv havde – eller havde haft – psykisk lidelse inde på livet blev undervisere og dermed aktive rollemodeller på vejen mod et bedre liv.
Der var netværksdannende elementer i dette tiltag, og dermed grobund for udvikling i et anerkendende fællesskab, hvor ens skavanker kunne spejles i en ligeværdig social kontekst.
I dag går begrebet sin sejrsgang. Der er en proces i gang med at implementere recoverytankegangen på alle offentlige psykiatriske centre i regionen.
Det er vigtigt for den enkelte, at finde sin recoverymodel der er tilfredsstillende og som kan hjælpe med, at sætte og nå målsætninger. Man kan ikke gruppere recovery, det er et individuelt forløb, hvor refleksion er et væsentligt værktøj.
Mennesket må ikke stirrer sig blindt på ”offerrollen” men i stedet for se helheden og komme sig.
Åben dialog er et væsentligt middel til denne selverkendelse:
Derfor ser vi gerne i højere grad respekt for den enkelte, kontakt til andre mennesker, som pårørende eller peers. Peer to peer modellen – fra ligemand til ligemand – kan allerede opleves brugt i flere sammenhænge, hvor den sygdomsramte kan betro sig til en der har været i samme situation. I fællesskab udveksle værktøjer, der hjælper med en processen; at komme sig.
Vi har ansatte mentorer med psykiatribrugerbaggrund som ved deres tilgang til patienterne og som inspirator for det øvrige personale på psykiatriske afdelinger – har været med til at nedbringe brugen af tvang betydeligt – en af LAP´s mangeårige mærkesager.
LAP som samarbejdspartner:
LAP er en velset aktør og prioriterer at være repræsenteret i den psykiatriske fællesledelse – som del af psykiatriforeningernes fællesråd.
Her kan vi lufte vores synspunkter og få indflydelse og derved varetager vi vores medlemmers interesser. Fællesledelsen er i dialog med Kristineberg, psykiatriadministrationen for Region H.
Vi finder at dette er en glimrende demokratisk model – da vi i dette fællesråd står sammen om at ønske aktiv inddragelse gennem recovery og åben dialog for brugerne.
“Ingen recovery uden rehabilitering.”
Recovery og Åben Dialog:
Den enkelte skal i højere grad inkluderes i sin egen behandling. Man kan først komme sig når man har indset sine egne ressourcer.
LAP er nødt til at holde fokus på åben dialog, som løsning på spørgsmålet om selvindsigt på trods af sygdom. Vi er meget varme fortalere for udbredelsen af Åben Dialog som via inddragelse og samtale med ens netværk opnår 80 % helbredelsesrate for folk med førstegangs psykose (se Lapland modellen).
Så hvad venter vi på – hvorfor accepterer vi at en så smertefuld og invaliderende lidelse behandles med medicin som hovedkomponent? Det er en ulidelig smerte – også for de pårørende at se til i årevis – og endnu værre når vi ved anerkendende og Åben Dialog kan mindske omfanget og tidsrammen for sygdommen.
Åben Dialog vil i den grad kunne hjælpe den ramte – og mindske sygdoms udgifterne – så hvorfor går udviklingen af metoden så langsomt i Danmark? Det er ikke acceptabelt.
Et bedre samspil imellem patient og behandler kan medvirke til, at sygdommen bliver mere kortvarig og er præventiv for fremtidige behandlingsbehov af sygdom.
LAP vil fremme psykoedukation og recovery for alle brugere og fremme samfundets anerkendelse af den komplekse psykiatribrugersituationen.
Hvis ikke på hospital og så pension, hvad så?
Vores holdning er positiv over for det frie sygehusvalg og muligheden for selvejende klinikker. Det kan være nyttigt, men vil ikke direkte være i tråd med Regions Hovedstadens psykiatris visioner.
Man kan forestille sig flere aktører om opgaven. LAP har erfaringer med refugium og alternativ praksis og undervisning. Derfor kunne man forestille sig et parallelt system baseret på et fællesskab med samtaleterapi, kreativt virke og sociale oplevelser.
Det er vigtigt vi husker på at indlæggelser kan anses som parenteser i et menneskes liv – og at behandling kun udgør en forsvindende del af et menneskes liv.
Den sociale og økonomiske kontekst udgør derimod de grundvilkår som kan støtte en egentlig recoveryproces. Vi ønsker øget anerkendelse af de sociale faktorer og den sociale deroute mange sindslidende bliver udsat for som følge af deres sygdom.
Vi protesterer mod jobcenterets magt til at forvalte meget syge mennesker og placere dem på langvarige lave ydelser som kontanthjælp.
Vi protesterer mod forvaltningen af mangeårige udredningsforløb – det vi ønsker skal være reelle udviklingsforløb. Vi er glade for unge mennesker ikke længere parkeres på en pension som helt unge, men er dybt uenige om at de defavorable økonomiske kår, der er med til at fastholde mennesker i langvarige sygdomsforløb skaber.
Vi ønsker ligestilling mellem somatisk og psykisk sygdom så mennesker kan leve under økonomisk sikrede forhold så de kan komme sig og blive aktive medskabere af et demokratisk samfund – og blive en del af arbejdsstyrken.
