Jeg kom til Vendepunkter på det rigtige tidspunkt i mit liv. Ikke fordi jeg var specielt heldig. Jeg var nemlig opsøgende omkring recovery, før jeg en eftermiddag så en folder på bordet i et kombineret socialpsykiatrisk botilbud og dagcenter, jeg dengang gjorde god brug af. “Der var det jo!”, sagde jeg til mig selv.
Folderen handlende om kurser i personlig recovery hos Vendepunkter. Dagen efter ringede jeg til den daværende leder, Claus, og før jeg fik en chance for at sige lidt mere af, hvad jeg havde forberedt mig på, lød det i den anden ende af røret: “Du kommer bare!” Jeg lagde endnu en gang an til en længere sætning, men blev hurtigt mødt med de samme ord: “Du kommer bare!”
På baggrund af 15 års erfaringer praktiserer LAP Vendepunkter fortsat åben- og imødekommenhed som nogle af værdierne på recovery-kurserne. Dvs., i begrænset forstand fordi vi ellers blot ville gøre ondt værre.
Personlige grænser er et omdrejningspunkt på kurserne. Som kursist på Vendepunkter 1 og Vendepunkter 2 oplevede jeg betydningen af at øve mig i at fokusere på mine personlige grænser. Derved udviklede jeg en større erkendelse om mit personlige reaktions- og handlemønster, end jeg på daværende tidspunkt var i besiddelse af. Samtidig udvekslede jeg og de andre deltagere på kurserne erfaringer med hinanden om vores forskellige måder at tackle vores egen hverdag på. Og vores forskellige måder at være i relationer til andre mennesker på.
Hele tiden med opfordringer fra de to uddannede instruktører om at holde fokus på, hvornår det føltes rigtig eller forkert at dele ud af vores erfaringer med andre kursister på holdet. For hvornår mærkede jeg f.eks en følelse af, at jeg i virkeligheden ikke havde lyst til at være åben omkring noget, jeg overvejede at dele med andre, men som jeg faktisk opfattede som privat? Og hvornår kunne jeg mærke, det føltes rigtigt, når jeg gerne ville dele noget, der var mindre privat men mere personligt, med andre af deltagerne?
Det var en lærerig tilgang. Hvis jeg ikke vidste det i forvejen, så stod det temmelig klart for mig efter de to kursusforløb, hvordan jeg førhen havde haft svært ved at respektere mine egne grænser på en sund og konstruktiv måde. Dermed ikke sagt, at jeg så var i stand til ændre alt på en studs, men det var en bevidstgørende proces for mig at bringe nogle af mine private og lidt flere af mine personlige erfaringer i spil – på egne selvvalgte betingelser uden at overskride mine grænser.
På begge hold høstede vi udbytte af erfaringsudvekslingen med hinanden om dette og hint. Vi udviklede os hver i sær i samspil med hinanden i en tryg ramme, der blev formuleret i fællesskab af kursisterne og instruktørerne på papir. På baggrund af denne fælles beslutningstagning kunne jeg stille og roligt arbejde med min selvindsigt i forhold til de temaer, der blev arbejdet med på kurserne. Indholdet tog dengang hovedsageligt udgangspunkt i “Den Personlige Arbejdsbog” – en af de tidlige recovery-bøger, der forsøgte sig med en beskrivelse af, hvordan man i praksis kan arbejde med hjælp til selvhjælp. Vel at mærke som en begyndelse på en personlig recovery-proces, der langt fra er en lineær en af slagsen. Den er sædvanligvis forskellige fra person til person, fordi den enkelte recover eller kommer sig af sit eget liv på sin egen måde.
En personlig recovery-proces tager forskellige om- og genveje alt efter ens situation, ressourcer og omverdenens anerkendelse af ens indsats, men forudsætningen for at kunne håndtere en eller flere problematikker på en anden måde end hidtil er og bliver selverkendelse. Skridtet derfra til en bevidsthed om egen formåen og udvikling af evner sker ikke af sig selv, men er som regel et arbejde, der kræver sit. Derfor var oplevelsen dengang som nu, at det var og er de små skridt i en udvikling eller ligefrem forandring, der holder i det lange løb.