Klokken var lidt i to da vi ankom til MMA og blev mødt af nogle søde mennesker. De fortalte os hvor indgangen var og her fik vi udleveret et armbånd, samt en en folder med programmet for festivalen.
Vi gik op til anden etage hvor jeg og min makker var imponeret over de forskellige værksteder som der var. Jeg husker især at vi var inde i et af værkstederne og der mødte vi Ivan og Angela som var meget gæstfri. De havde et smykkeværksted, hvor man også kunne møde en guldhamster.
Alting var blevet håndlavet på fineste vis, så det summede af kreativitet. Der var også noget videresalg fra egen produktion.
Rammen for MMA, Maskine Maskine Amager er at man har en tidligere hospitals afdeling som et sted at være.
Her er der kreativitet og blandt andet et bogapotek. Her er der højt til loftet, som de selv siger :).
På MMA er alting alkoholfrit og man må ikke tage billeder uden tilladelse. Men hvis man har en udtrykkeligt tilladels så er det okay, man skal give mere end man tager og så er der mere at få af?
Jeg ved at der var fernisering af nogle billeder der var lavet af en bruger af stedet, han havde også lavet en digtsamling. Denne blev der læst op af maskinisten Christian – han laver også typografi.
MMA ledes af Søren Dixen som holdt en brand tale med mange tilhører. Søren fortalte om de gamle undertrykkende dage, hvor kvinder blev stemplet syge, fordi de ikke adlød deres mænd og derfor blev indlagt under frygtelige forhold.
Protester i England om dette var starten på bruger organiseringen og førte dermed til en tråd om 1960ernes recoverybevægelse. Man tog derefter et naturligt skridt og udviklede selvejende arbejdspladser for sindslidende i løbet af 1970erne og men har altid ramt hovedet imod systemet, det kan være egennyttigt og stigmatiserende for brugeren.
I 2013 var der en selvindsigt om at måske skulle man indføre brugerviden i psykiatrien og implementere recovery for psykisk sårbare fra sundhedsvæsenet selv. Et udfald er at Søren og Nicolai har fået brugsretten til lokalerne og kører MMA sammen med maskinisterne.
Så småt tog det øvrige program form som var det en musikfestival der mødtes med en konference, fordi der var både klaver og taler, samt god poesi. Husets brugere var fremmødt og man kunne ryge i gården via elevatoren Randi.
Jeg selv skulle sige noget på vegne af LAP klokken 18.00 og havde gudskelov min makker og Hanne med, plus nogle fremmødte LAPpere til støtte. Jeg fortalte lidt om min egen psykiatri historie og recovery, samt LAP´s tilgang og historie.
Folk var flinke og jeg fik ros :). Hanne læste et digt op fra LAP´s Lars Kristensen, det gjorde hun godt.
Senere klokken 20.?? mere poesi og bands. Sikke en god dag – tak til MMA.
