Ad 01. Valg af dirigent og referent
Steen Moestrup blev valg som dirigent, Jette A. Kristoffersen som referent. Dirigenten
takkede for valget, og konstaterede, at generalforsamlingen var rettidigt indkaldt, og at der
var 12 stemmeberettigede medlemmer til stede.
Ad 02. Valg af stemmetællere
Sten og Jette blev valgt som stemmetællere.
Ad 03. Formandens beretning
Formanden indledte med et rids over LAPs historie – og påpegede, at LAP er en særlig
brugerorganisation, der på en gang er en patientforening og en socialpolitisk forening.
Fundamentet for LAP-København og Frederiksbergs arbejde er recoverymodellen –
vendepunkter. Foreningen har Mary O’hagans tilgang til brugerspørgsmål – om handicap
politik for psykiatribrugere.
Formanden oplyste, at medlemstallet i 2022 har ligget på cirka 140 medlemmer – mere end
halvdelen af medlemmerne i LAP-Hovedstaden.
I 2022 har LAP København og Frederiksberg gennemført en række forskellige aktiviteter, bl.a.
fire forskellige caféforløb, som kunne gennemføres takket være bevilling fra de såkaldte PUF midler. Desuden har der været gennemført flere af de traditionelle sociale arrangementer.
Kreativt værksted blev lukket ned, men er nu genoptaget. Grundet økonomiske udfordringer
blev Vendepunkter lukket ned, selvom det traditionelt er den største aktivitet. Medlemmer af
LAP Kbh har også deltaget i – og bidraget til gennemførelsen af Landsorganisationens
medlemsrettede aktiviteter.
Hjemmesiden er opdateret og oplyser bl.a. om de løbende arrangementer.
Grundet foreningens vanskelige økonomi har bestyrelsen set det nødvendigt at opsige
lokalerne i Vesterbrogade pr. 01. maj. Kommunen yder allerede et stort tilskud til huslejen, og
det er ikke realistisk, at der kan opnås yderligere støtte hertil. Formanden fortalte, at
bestyrelsen ønskede at høre generalforsamlingen om opsigelsen.
Endelig takkede formanden bestyrelsen, frivillige medlemmer og samarbejdspartnere for
samarbejdet i et vanskeligt år.
Debatten om beretningen – og dermed om opsigelse af lokaler – blev på mødet udsat til efter
punktet om budgettet, for at få et realistisk billede af situationen.
Flere medlemmer opfordrede til, at man kæmpede mest muligt for at opretholde lejemålet,
da lokalerne er foreningens største aktiv. Der var flere forslag til fremtidigt mødested m.v.,
bl.a. Maskinhallen, Frivilligcenter og Røde Kors Nørrebro. Allan foreslog, at LAP og flere
organisationer med samme målgruppe går sammen om lejemål. Mette påpegede at dette er
absurd at bruge så mange penge på husleje, når der gennemføres så få aktiviteter, og Hanne
C. tilføjede, at det pt ikke er realistisk at gennemføre de aktiviteter, der skal til, for at få øget
tilskud til huslejen.
Der blev gennemført afstemning, for at sikre generalforsamlingen bakkede op om opsigelse
af lokalerne grundet den økonomiske situation. Syv stemte for, én imod og én undlod at
stemme. Opsigelsen blev dermed konfirmeret.
Lene foreslog, at generalforsamlingen beder den nye bestyrelse om snarest muligt at
undersøge lokalemuligheder. Med ovenstående bemærkninger blev beretningen godkendt.
Ad 04. Foreningens regnskab 2022 og budget 2023
Bestyrelsen var ikke tilfredse med regnskabet, da der alene var fremlagt en saldobalance fra
sekretariatet, og der savnedes tydelig dokumentation af tilbagebetaling og
tilbagebetalingskrav til donorer samt projektregnskaber. Det samlede regnskab er ikke
revideret, men de dele af regnskabet der omhandler større projektbevillinger, fx fra PUF, er
revideret grundet krav fra donor. Københavns Kommune og Frederiksberg har ikke krævet
revision, da bevillingerne er under den beløbsgrænse, hvor der stilles krav herom.
Dirigenten beklagede at regnskabet ikke var på plads, men foreslog, at generalforsamlingen
læste saldobalancen som et regnskab (som blev gennemgået på generalforsamlingen), hvilket
betyder, at generalforsamlingen kunne behandle punktet. Generalforsamlingen godkendte
denne fremgangsmåde og ti personer stemte for, at saldobalancen kunne godkendes som
retvisende, to undlod at stemme.
Formanden fremlagde et budget for 2023, som bestyrelsen ikke har nået at behandle.
Formanden understregede at der er flere store ubekendte især i forbindelse med opsigelse af
lokalerne og eventuelle krav om istandsættelse, som kan få stor betydning for budgettet. Ses
der bort herfra, er der budget til at gennemføre de planlagte aktiviteter i 2023.
Generalforsamlingen godkendte med syv stemmer for at give mandat til, at bestyrelsen
arbejder videre med kvalificering af budgettet, to undlod at stemme.
Ad 05. Indkomne forslag
Forslag 1. Knud stillede forslag om følgende tilføjelse i vedtægter, §6, stk. 1: Udmeldelse af
bestyrelsen er bindende indtil næste ordinære generalforsamling. Knud begrundede forslaget
med, at der har været en trafik ind og ud af bestyrelsen, som skaber vanskelige
arbejdsforhold. Bestyrelsen har ikke været ikke enige om, hvad der skal til for at blive
udmeldt. Der var enighed om, at det er vigtigt med en balance – altså rummelighed overfor
den, der siger jeg vil melde mig ud, men også et hensyn til de andre. Knud trak forslaget på
generalforsamlingen, og henstillede i stedet til den nye bestyrelse, at de finder en løsning,
som indarbejdes i bestyrelsens forretningsorden, og medlemmerne har mulighed for at
fremsætte forslag til vedtægtsændring på næste års generalforsamling, såfremt dette ønskes.
Forslag 2. Knud stillede forslag om, at Vendepunkter og instruktørkurset til Vendepunkter
samles i Vendepunkter Danmark i regi af arbejdsgruppen Landsdækkende Vendepunkter
(ALV). Birgit fremhævede at det vil være en fordel for konceptet Vendepunkter, hvis det
centraliseres i Odense. Forslaget blev vedtaget med syv stemmer for, tre imod, og to undlod
at stemme.
Forslag 3. Knud stillede forslag om, at Lene erklæres uegnet som bestyrelsesmedlem i LAP
Kbh og Frederiksberg pga foreningsskadelig virksomhed. Begrundelse: Bl.a. enerådighed og
ansøgning om midler uden at inddrage bestyrelsen. Formanden mente, at det alene
tilkommer landsorganisationen at dømme for foreningsskadelig virksomhed. Hanne
påpegede, at det er bestyrelsens egen skyld, ikke Lenes – vi andre kunne bare have sagt til.
Knud trak forslaget, da generalforsamlingen efterfølgende skulle vælge ny bestyrelse, hvor
det var op til medlemmerne, hvem de ønskede i bestyrelsen.
Forslag 4 fra Hanne C: At LAP-Kbh dropper udbetaling af honorarer i 2023. Begrundelse: At en
større del af indtægterne skal bruges på medlemmerne. Lene mente, at en stabil stamme af
aktiviteter fordrer at der er personer, der står for det – som får honorar, og der er søgt
målrettet hertil. Frikøb er også en mulighed for at få brugerkompetencer frem. Forslaget blev
trukket.
Ad 06 Valg af ny bestyrelse
Allan var den eneste der meldte sig som interesseret i at sidde i den nye bestyrelse. Der skal
derfor indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling, så der kan vælges en bestyrelse. Den
siddende bestyrelse arbejder indtil da videre, så opgaverne med opsigelse m.v. kan løftes.
Ad 07 Eventuelt
Lene H læste brudstykker af en tekst op om forholdene i bosteder for børn og unge. Lene H
fortalte, at der ikke kommer klager over de ca. 80% af bostederne, fordi de fungerer fint. Men
hun vil gerne gå sammen med noget om at handle og dermed medvirke til at lære de sidste
20% af bostederne, hvordan man omgås børn. Generalforsamlingen foreslog Lene at tage det
med på landsmøde og eventuelt etablere en arbejdsgruppe.
Hanne C opfordrede den nye bestyrelse til ikke at modtage honorarer, når man sidder i
bestyrelsen.
Dirigenten takkede for god ro og orden, og ønskede LAP Kbh-Frb held og lykke med det
videre arbejde.
Underskrift/Dato: ______________________________________