Hvad skal et nyhedsbrev gøre godt for?
Formålet med nyhedsbrevet er at:
· Fortælle hvad der sker i LAP-Region Hovedstaden
· Bygge bro mellem medlemmer med lyst til at sætte gang i – og mødes om aktiviteter
· Informere lidt om relevant nyt på psykiatri-området – i det realistisk mulige omfang. Kom gerne med bidrag fx hvad der sker i dialogfora
Skal nyhedsbrevet give mening, er det vigtigt at du – og de andre medlemmer bidrager. Har du noget, du gerne vil have med/nævnt i næste nummer eller har du forslag til emne, så kontakt Jette på jette@lap.dk eller mobil 5152 6513. Næste nummer udsendes når stof nok – og tid til at skrive det 😉 Lige nu hedder det bare Nyhedsbrevet.
I dette nummer kan du læse om:
· Planlægning af generalforsamling LAP- Region Hovedstaden og arrangement 16.03
· Gåture i Fælledparken om onsdagen
· Udviklingsmødet efter medlemstræffet
· Hvad sker der i LAP-Kbh efter lokalerne i Vesterbrogade er opsagt?
· Center for Frivilligt Socialt arbejde må skære ned for aktiviteter – også kurser for frivillige
· Nyt fra Psykiatrien
Og så er det vist tid til at ønske dig og dine nærmeste et rigtig glædelig jul. Må 2024 blive et godt år for alle. Et år hvor vi sammen lykkes med både at få sat gang i mange aktiviteter i LAP – Region Hovedstaden og sat et LAP-fingeraftryk på politikken/psykiatriområdet.
Nyhedsbrevet:
Planlægning af Generalforsamling i LAP-Region Hovedstaden
Lørdag 16. marts afholdes der generalforsamling i LAP-Region Hovedstaden fra kl. 14.00 – 21.00. Når der er sat så lang tid af, er det fordi en arbejdsgruppe og udviklingsmødet i Middelfart har lagt op til, at der ikke skal bruges længere tid på formalia end nødvendigt, så der også bliver mulighed for at høre et godt oplæg, drøfte visioner for psykiatrien og ikke mindst socialt samvær. Der udsendes invitation og program i februar.
Vi har været så heldige, at Maskine Maskine på Amager har givet os lov til at holde generalforsamlingen i deres lokaler, Hans Bogbinders Allé 3 (og denne dag opgang 8), 2300 København S. Du kan læse mere om Maskine Maskine her: https://mmamager.dk
Opsamling på aktiviteter i LAP-Region H og planlægning
Vil du være med til at samle op på aktiviteter på tværs i regionen – og til den sidste planlægning af generalforsamlingen, så kom med til møde 24.01. kl. 11.00-14.00 hos PsykInfo, Rosengården 14, Kbh K. LAP er vært for let frokost, men tilmeld dig til Jette@lap.dk
Ny bestyrelse
På generalforsamlingen skal der vælges 4 medlemmer og 4 suppleanter til bestyrelsen samt intern revisor og suppleant. Derudover udpeger hver grundforening/netværk en repræsentant til bestyrelsen og en suppleant. Skal LAP få mere indflydelse i Region Hovedstaden styrkes? Skal den interne koordinering forbedres? Aktivitetsniveauet styrkes? Så er det vigtigt at der kommer en ny bestyrelse. Noget for dig?
Kom med på gåtur i Fælledparken om onsdagen
Hver onsdag (fra d. 27.12) kan du komme med på fælles LAP-gåtur i Fælledparken. Lene Hermann er tovholder. I mødes kl. 11 ved Trianglen metrostation og går afsted derfra. Tilmelding er ikke nødvendig. Du skal bare møde op – til tiden. Hvis det viser sig, at tidspunktet er dårligt for deltagerne, laver gruppen bare om på aftalen – og så kommer der besked ud i nyhedsbrevet.
Udviklingsmøde i LAP-Region Hovedstaden efter medlemstræffet
Efter medlemstræffet i november blev der afholdt udviklingsmøde i LAP-Region Hovedstaden. Her kom der bl.a. ønsker frem om bedre koordinering og flere interessebaserede aktiviteter på tværs af grundforeninger og netværk, da det indimellem kan være svært helt lokalt at finde nok deltagere. Desuden kom der forslag frem om at besøg flere væresteder og bosteder, som der alt sammen skal arbejdes videre med. Du kan læse mere i referatet, som sekretariatet snarest lægger ud på Region Hovedstadens side på lap.dk (Det er sendt direkte til deltagerne)
Center for Frivilligt Socialt Arbejde (CFSA) i Odense skæres ned til 1/3 – kurser lukkes ned
Mange frivillige og bestyrelser – også fra LAP – har igennem årene deltaget i de gratis kurser om alt fra A-Z hos CFSA i Odense, og fået hjælp fra deres rådgivning. Trods udmelding fra alle sider om at frivillige og civilsamfundet kommer til at spille en større og større rolle de kommende år, besluttede Folketinget i 2023 at CFSA fra 2024 mister knap 10 mio kr. Det betyder at det gratis kursustilbud til sociale organisationer er lukket fra 01. januar 2024. CFSA arbejder naturligvis på at skaffe indtægter, så tilbuddet delvist eller helt kan genåbnes. Rådgivningen videreføres, og man kan fortsat hente vejledninger m.v. fra deres hjemmeside: https://frivillighed.dk. Her finder du bl.a. fremragende materiale om at være med i en bestyrelse.
Hvad sker der i LAP-Kbh og Frederiksberg efter Vesterbrogade er fraflyttet?
v/Cornelius Christensen, formand LAP-København og Frederiksberg
Kære medlem af LAP-Region Hovedstaden!
På vegne af LAP København og Frederiksberg, har jeg lidt at berette.
2023 var året hvor LAP Vendepunkter blev til en landsdækkende aktivitet og vores lokaler i København blev opsagt af økonomiske årsager. Mange samarbejdspartnere har åbnet deres døre for at vi må låne deres lokaler. Så hold øje med hvor i byen de kommende aktiviteter foregår.
Der er god grund til stadig at kæmpe videre med vores sag for gode sociale forhold for psykiatribrugere, udsatte og andre psykisk sårbare.
I det kommende år – 2024 vil der være væsentlige besparelser på socialområdet i Københavns Kommune. Et beløb så stort som over 80 millioner, skal spares væk med store konsekvenser til følge! Man må derfor forvente besparelser og forringelser på væresteder, andre sociale tilbud og de i forvejen lange ventelister til bosteder. Alle tilbud skal spare 5 pct.
Et andet problem for os, er den lov, der træder i kraft per 1. januar 2025, hvor man fratager unge, under 30 år, deres voksentillæg på kontanthjælp.
Det er sådan, at reglen om voksentillæg, giver de unge med psykiske lidelser dobbelt op som en kompensation for manglende arbejdsevne.
Man kan håbe at der tilføjes midler til området, men indtil videre er det kun et beløb på omtrent 2.000 kr. der kan søges om hos dem, der er hårdest ramt.
Derfor ser jeg 2024 som et protest-år. Vi skal ud og tale vores sag alle steder vi kan komme til det.
I mellemtiden, følg www.lap-kbh.dk bl.a. om vores kommende arrangement onsdag den 24. januar kl. 19, hvor Peer- Netværket og LAP KBH/FRB afholder et åbent møde i ASPA’s cafe i Griffenfeldsgade 35, Nørrebro. Det bliver det første møde ud af en møderække på tre.
Vi har meget få økonomiske midler lokalt! Der er dog givet penge til ”Projekthus LAP KBH/FRB”, ”Psykiatribrugernes Tænketank” og ”Supervision for frivillige”. Tænketanken er en psykiatri-politisk indsats og Supervision for frivillige er et støttende tilbud, når man som frivillig laver aktiviteter for psykisk sårbare og bruger sig selv i civilsamfundet eller på arbejdsmarkedet.
I vores lokale grundforening for København og Frederiksberg kommuner, er der et behov for aktivister og frivillige til disse aktiviteter eller f.eks. i oprettelsen af arbejdsgrupper med nye sager eller emner.
Man kan skrive på kontor@lap-kbh.dk eller ring på telefon – 3062 3759 hvis det har interesse.
Fat mod og vær aktiv 😊.
Tvang
Mange er fortsat udsat for tvang i psykiatrien. Det viser Sundhedsstyrelsens rapport for perioden 01. juli 2022-30. juni 2023, som du kan læse mere om her: https://www.sst.dk/da/nyheder/2023/der-er-fortsat-meget-tvang-i-psykiatrien. Her er der også link til selve rapporten.
På sidste møde i dialogforum med Psykiatrien oplyste Psykiatrien, at man i 2024 vil iværksætte massiv indsats for at forebygge og nedbringe tvang i psykiatrien. Det sidste bl.a. gennem anden tilgang, fx ved selvskader.
Bedre indsats dobbeltdiagnoser
Bedre indsats målrettet personer med dobbeltdiagnoser er et af de prioriterede områder i sundhedsaftalen mellem Region Hovedstaden og de 19 kommuner for 2024-27. (Regioner og kommuner skal indgå en såkaldt Sundhedsaftale hvert fjerde år).
Også i de øvrige regioner prioriteres den indsats de kommende år. Bekymring: Flere stoffer og nye stoffer
Psykiatrien fortalte også på dialogforum, at de i høj grad møder flere og nye stoffer som selvmedicinering, bl.a. hos selvskadende piger. Psykiatrien eftersøger nye tilgange og metoder med effekt.
Region Hovedstaden Psykiatri får ny direktør
Eva Zeuthen Bentsen bliver ny direktør fra 01. februar 2024.Hun har før bl.a. været direktør for Gentofte Hospital og institutleder for Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, CBS. Martin Lund forlader posten, da han går på pension.
Oversigt over de respektive dialogfora på psykiatriområdet.
Flere har savnet en oversigt over de eksisterende dialogfora, Region Hovedstadens Psykiatri. Den er vedlagt denne mail. Det vil være fantastisk, hvis I vil melde tilbage (til Jette@lap.dk) , hvem fra LAP, der sidder hvor. Tak!
Med venlig hilsen
Jette Ammar Kristoffersen
Konsulent Region Sjælland og Region Hovedstaden,
LAP – Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere
Kontaktes direkte på:
Mobil: 5152 6513
Mail: jette@lap.dk
———-
LAP – Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere
Store Glasvej 49
5000 Odense C
Tlf: 69194511
Mail: lap@lap.dk
http://www.lap.dk
En original PDF af nyhedsbrevet kan åbnes i dette link: