Seneste kommentarer

Date

29 sep 2018
Expired!

Time

11:30 - 17:00

Psykiatritopmøde 2018 – 10 års jubilæum

Kære LAPper

 

Nu kan man tilmelde sig psykiatritopmødet 2018. Ved at klikke her tilmelding til psykiatritopmøde! 

På det sociale netværks hjemmeside – https://www.psykisksaarbar.dk vil det endelige program senere blive lagt op! 

Debatter og oplæg
På Psykiatritopmødet kan du deltage i en række oplæg og debatter, der handler om psykiatrien, psykisk sårbare og de forskellige udfordringer, når man kæmper med psykiske vanskeligheder.

Her er en præsentation af de mange forskellige debatter og oplæg, som foreningerne bag PsykiatriNetværket står bag.

Depression og fællesskabets betydning for at komme sig
Mange oplever, at det kan være svært at dele deres oplevelser, når de får en depression. Det skyldes, at depression ofte opfattes som et tabu. I DepressionsForeningen oplever vi, at det at finde støtte i et fællesskab for mange er en central del af deres evne til at leve med sygdommen og komme sig. I dette oplæg diskuteres det, hvordan det at være en del af et fællesskab kan hjælpe mennesker, og der kommer betragtninger om fællesskabets rolle og overvejelser og bekymringer ved at involvere sig. Efter oplægget inviteres forsamlingen til dialog om emnet.

Arrangør: DepressionsForeningen

Bipolar affektiv lidelse og fællesskabets betydning for at komme sig
DepressionsForeningen er en forening for mennesker berørt af affektive lidelser, og deres tilbud er derfor også rettet mod mennesker med bipolar lidelse. I dette oplæg beskrives det, hvilke overvejelser bipolare har gjort sig om at blive en del af et fællesskab, hvad der har været godt/svært, og hvordan det har hjulpet. Efter oplægget inviteres forsamlingen til dialog om emnet.

Arrangør: DepressionsForeningen

Psykisk sygdom og overvejelser om at få børn
Der er mange bekymringer, overvejelser og spekulationer forbundet med at have fået en psykiatrisk diagnose og samtidigt have ønsket om at få børn. I denne event er der mulighed for at dele disse overvejelser og bekymringer både gennem oplæg og dialog med tilhørerne. Efter oplægget inviteres forsamlingen til dialog om emnet.

Arrangør: DepressionsForeningen

Pårørendeinddragelse
Al viden viser, at inddragelse af pårørende har en stor indflydelse på den syges sygdomsforløbet og recovery. Men hvordan sikrer vi, at pårørende bliver inddraget, og hvordan ser det i det hele taget ud med pårørendeinddragelsen i øjeblikket? Alt dette kan du blive klogere på og give dit besyv med til, når Bedre Psykiatri inviterer til debat om pårørendeinddragelse.

Arrangør: Bedre Psykiatri
Oplægsholdere: Gitte Ahle (overlæge & formand for Dansk Psykiatrisk Selskab), Erik Ravn (formand, Bedre Psykiatri)

Psykiatriplan II
Ved folketingets afslutningsdebat varslede regeringen, at den efter sommerferien vil fremsætte en ny samlet plan, som skal styrke psykiatrien. Men hvad indeholder planen, og hvad vil man med den? Det og meget mere kan du få svar på, når Bedre Psykiatri sætter en række politikere stævne i en debat om den nye Psykiatriplan II.

Arrangør: Bedre Psykiatri
Oplægsholdere: Psykiatriordførerne Trine Torp (SF), Jane Heitmann (V) og Liselott Blixt (DF)

Bedre samarbejde i psykiatrien
I denne debat sætter regionspolitikere og kommunalpolitikere hinanden stævne i en debat sammen med fagfolk for at diskutere, hvordan regioner og kommuner bliver bedre til at samarbejde om indsatsen for folk med psykiske lidelser.

Arrangør: SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed

De mest udsatte borgere med psykiske lidelser og misbrug
I denne debat sætter SIND en række politikere og fagfolk stævne for at diskutere, hvordan vi i vores iver efter at overholde udredningsgaranti og for at arbejde recovery-orienteret svigter dem, der er allermest syge, samt hvordan det er gået med de 150 såkaldte særlige pladser, som folketinget i foråret 2017 besluttede skulle oprettes til borgere med særligt behov for rehabilitering og misbrugsbehandling.

Arrangør: SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed

Hvorfor er mænd generelt dårligere til at tage mod behandlingstilbud?
I dette oplæg belyses det faktum, at mænd er dårligere til at tage imod og benytte behandlingstilbud og sociale tilbud. De er oftere præget af autonomi og trangen til at bevare deres selvbestemmelse. Det betyder desværre, at mange skizofreniramte mænd havner uden for samfundet med deroute og komplikationer som konsekvens. Skizofreniforeningen ønsker derfor at diskutere, hvad der kan gøres for at vende udviklingen, og hvem der kan gøre det. Der vil være mulighed for kommentarer og spørgsmål fra forsamlingen.

Arrangør: Skizofreniforeningen
Oplægsholdere: Overlæge Karin Garde, konsulent Eyvind Vesselbo og Holger Steinrud fra Skizofreniforeningen

Miniredaktionsmøde: Giv dine idéer luft under vingerne
Kom og giv dit bidrag til psykiatridebatten, når Outsideren inviterer til redaktionsmøde. Her vil der være mulighed for at komme med bud på og diskutere, hvilke emner og artikler der er relevante og aktuelle til Outsiderens onlinemagasin. Outsideren er brugernes stemme – så hvad synes du, der skal sættes mere fokus på, og hvordan skriver man om det?

Arrangør: Outsideren
Oplægsholdere: Nis Bjarnhof, redaktør på Outsideren

Kom dig ved at komme i gang
Psykisk sygdom fører ofte til isolation, manglende overskud og lavt selvværd. Derfor vil Outsideren gerne give psykiatribrugere mulighed for at tage ansvar over egne projekter og på den måde gøre op med sygdomsidentiteten og erobre livet tilbage – bid for bid.
I dette oplæg fortæller to af Outsideren frivillige, hvordan de valgte at tage skeen i egen hånd og kaste sig ud i et projekt, der gav mening for dem og gav dem noget at stå op til om morgenen. Kom og hør deres historie og få gode råd til, hvordan du kan gøre det samme. Du vil også få mulighed for at høre lidt om Outsiderens nye projekt: Med på medborgerskab.

Arrangør: Outsideren
Oplægsholdere: Loucia Annachanell Charlett Nørgaard

Præsentation af BørneAngstTelefonen
I dette oplæg vil Angstforeningen fortælle om BørneAngstTelefonen, som blev åbnet i november 2017. Telefonen henvender sig både til børn og unge med angst men også til pårørende og omsorgspersoner (fx lærere). Her vil tankerne bag BørneAngstTelefonen og dens tilblivelse blive præsenteret, og der vil være mulighed for at blive klogere på, hvilke problemer folk ringer ind med, hvem rådgiverne er, og hvordan de uddannes.

Arrangør: Angstforeningen

Hvorfor går det den gale vej med danskernes psykiske trivsel?
Psykisk sygdom er ikke noget, der er forbeholdt de få. Faktisk går det dårligere og dårligere med danskernes psykiske trivsel, og en ud af fem danskere rammes årligt af psykisk sygdom. EN AF OS har gennemført en undersøgelse blandt personer, som har eller har haft en psykisk lidelse for at tage temperaturen på, hvad de synes er den største udfordring. I dette oplæg kan du blive klogere på, hvad undersøgelsen viser, og du kan være med i debatten om, hvordan vi i fællesskab kan vende den negative udvikling.

Arrangør: EN AF OS
Oplægsholdere: Johanne Bratbo, projektleder i EN AF OS, Lars Toft, projektmedarbejder i EN AF OS samt ambassadører i EN AF OS

Ondt i livet skal ikke give ondt i tænderne
Tænderne har enormt stor betydning for vores sociale og helbredsmæssige trivsel. Dårlige tænder kan være meget stigmatiserende og medføre et lavt selvværd og give problemer med at opsøge sociale kontakter, at søge uddannelse og finde et job. Medicin mod psykiske lidelser giver ofte mundtørhed, som kan medføre alvorlige tandproblemer. Med den rette viden kan tandproblemerne forebygges, men undersøgelserne gennemført af EN AF OS peger dog på, at der er behov for mere opmærksomhed på problemet både hos de berørte og hos fagpersoner. I dette oplæg kan du møde personer, som har personlig erfaring med dette, og du kan høre om EN AF OS-kampagneindsatsen på området.

Arrangør: EN AF OS
Oplægsholdere: Johanne Bratbo, projektleder i EN AF OS, Lars Toft, projektmedarbejder i EN AF OS samt ambassadører i EN AF OS

Unge på kanten – hvordan headspace arbejder med at fremme unges mentale trivsel
I 2013 etablerede Det Sociale Netværk de første seks headspaces i Danmark – med målsætninger om at skabe én indgang til rådgivning og støtte på de unges præmisser og at fungere som et supplement til det etablerede behandlingssystem. I denne workshop vil vi diskutere, hvordan headspace har formået at give unge en indgang til hjælpen, og hvordan man kan fremme den mentale trivsel via samtaler på de unges præmisser.

Arrangør: Det Sociale Netværk/headspace Danmark
Oplægsholdere: Medarbejdere og frivillige fra headspace

Det Sociale Netværk – hvor langt er vi nået med principperne fra det første topmøde i 2009?
I 2009 blev Det Sociale Netværk etableret og fra start har fokus været på at skabe bedre vilkår for psykisk sårbare og deres pårørende, og at samfundet i stigende grad fokuserer, inkluderer og accepterer psykisk sårbare. Her har vi gennem flere projekter netop givet de psykisk sårbare en stemme, en bedre mulighed for recovery samt støtte til dem, der er pårørende og har arbejdet hårdt på at fremme livskvaliteten for psykisk sårbare. I denne workshop ser vi på, hvordan Det Sociale Netværks værdier har skabt en unik tilgang til psykisk sårbare unge, og om vi som organisation har formået at opfylde nogle af principperne fra den erklæring, som blev udarbejdet ved det første psykiatritopmøde i 2009.

Arrangør: Det Sociale Netværk
Oplægsholdere: Medarbejdere og frivillige fra Det Sociale Netværk

The event is finished.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Welcome Back!

Login to your account below

Create New Account!

Fill the forms bellow to register

Retrieve your password

Please enter your username or email address to reset your password.