Forord om teksten: Denne tekst er en tidlig kilde til det der senere blev til FN´s menneskerettigheds konvention for mennesker med psykosociale handicap. Vores stifter Erik Olsen (1951 – 2020) brugte denne tekst til undervisning af forståelse af en version i det der senere blev til hans vision om vendepunkter. Det er en væsentligt ændring fra 90ernes medicin og institutions tænkning, fordi den omhandler hvad vi vil, som vores drømme og materielle behov.
“Vi kræver et mindstemål af tvang!”
Mary O´Hagan
EN LIGNELSE
Engang, på en lille rig og frodig ø omgivet af et stort ukendt hav, boede der en familie i et stort gammelt hus. Familien brugte al deres tid på at holde huset ved lige, så det var et sikkert og rart sted at bo. De arbejde sammen i harmoni, blandede deres evner på bedste måde.
Men ganske stille og sagte skete der det, at en af familiens medlemmer, en maler, begyndte at forandre sig. Hun tog af sted for sig selv, begyndte at male mærkelige usammenhængende billeder, som hverken hun selv eller de andre forstod. Alle følte sig bange og hjælpeløse.
Efter et stykke tid sagde familien til hende ” Du bliver nød til at rejse, dine billeder tilhører ikke dette hus mere. Vores hus føles ikke længere sikkert og rart for os”. De bad forvalteren om at spærre hende inde i udhuset længst nede i haven i det sumpede område mellem land og hav. I udhuset led kvinden mere end nogensinde, indtil hun gjorde sig fortrolig og blev ven med havet.
Havet fortalte hende om meningen med hendes kunst. Så begyndte hun igen at længes efter sine lærreder og pensler – Hun bad forvalteren om at sige til familien at hun ville hjem igen.
Men familien havde stadigt ikke tillid til at hun kunne holde orden i huset. De sendte en besked til kvinden om at hun kunne bo på verandaen, hvor de ville give hende mad og tæpper. Men livet på verandaen var ikke meget bedre end i udhuset.
Kvinden måtte stadigt ikke få sine lærreder og sine pensler og dette tab udløste en forfærdelig indvendig skrigen i hende.
Forvalteren så hendes smerte og fik omsider overbevist familien om at åbne døren og lade hende bo i huset igen.
Kvinden var overlykkelig over at være i huset igen. Hun fattede sine lærreder og pensler og gik i gang med at male imedens de andre så til. I begyndelsen kunne familien stadigt ikke forstå kvindens malerier, men efter et stykke tid så de styrken i hendes arbejde. ” Hvor har du lært at male sådan?” spurgte de hende.
Hun svarede ” Da jeg boede i udhuset, blev jeg venner med havet som fortalte mig om meningen med min kunst. Men jeg var ikke klar over at jeg kunne male sådan her, før jeg fik de værktøjer som så længe er mig blevet nægtet.” Familien indså sin fejl, og fra denne dag gav de hende et eget værelse som hun kunne leve, dekorere og indrette som hun havde lyst til. Og de levede alle sammen lykkeligt i hvert deres rum, under samme tag til deres dages ende.
LIVET UDENFOR HUSET
Kort historisk.
Mennesker med psykosociale funktionsnedsættelser har en lang historie bag sig når det gælder om at blive udelukket/segregeret fra samfundet. I den vestlige verden, før institutionsæraen, blev vi spærret inde i fattighuse, pest huse, overladt til vagabondering eller forfulgt og tortureret som hekse. I løbet af de seneste to hundrede år er vi blevet sendt til store statsinstitutioner udenfor bygrænserne, hvor vi ofte har tilbragt det meste af vores liv.
Som det bedste har disse institutioner tilbudt os et kunstigt minisamfund, bygget på paternalistisk kontrol og omsorg, for mennesker der havde mistet retten til at tilhøre deres oprindelige fællesskab.
Når de var værst, udsatte de folk for overgreb, omsorgssvigt og forskellige torturlignende behandlinger.
I de rige vestlige lande er de fleste totalinstitutioner blevet lukket men andre steder findes de stadig. ” Den store udskillelse” igennem den institutionelle æra er ved at være forbi, men mennesker med psykosociale funktionsnedsættelser har alvorlige indvendinger til det der foregår.
Den “ Socialpsykiatriske/distriktspsykiatriske/lokalpsykiatrisk” æra blev introduceret i en tid med lavkonjunktur, nye behandlinger der kunne “ normalisere” folks opførsel og i en tid hvor der blev lagt vægt på menneskerettigheder.
Alligevel har socialpsykiatrien i det store hele forfejlet at føre folk tilbage i deres lokale samfund. Ofte fordi landene ikke har ofret nok penge til opgaven. Mange socialpsykiatriske tilbud arbejder fortsat uden forbindelser til lokalsamfundet og er i vid udstrækning forsat med at behandle mennesker med psykosociale funktionsnedsættelser med samme paternalistiske kontrol som de gamle institutioner.
En del der har forladt institutionerne er endt på gaden eller i fængsler.
Mennesker med psykosociale funktionsnedsættelser vil gerne slippe for at blive isoleret nede i skuret, men vi vil ikke ende med at få tildelt verandaen vi vil have en nøgle til hoveddøren og eget værelse i huset.
Brugernes erfaringer.
Jeg skriver denne artikel som en privilegeret fra et rigt demokratisk land der aldrig har kendt til ekstrem fattigdom, krig eller undertrykkende diktatorer. Men jeg har erfaringer med psykosocialt handicap og jeg har mødt andre med psykosociale funktionsnedsættelser fra alle dele af verden. På trods af vores forskellige kulturelle, etniske eller tros baggrund, er vores historier grundlæggende ens – det er historien om udviste folk der kæmper for at finde hjem igen.
Mennesker med psykosociale funktionsnedsættelser overalt på kloden taler om deres lidelser i perioder med alvorlige psykiske kriser, men hvad der er værre – de taler om skammen, og afvisningen af deres oplevelser af omgivelserne på trods af at det ikke er noget de selv har valgt.
Ret mange mennesker med psykosociale funktionsnedsættelser fortæller om det grusomme at være låst inde på institutioner og underkastet tvangsbehandling, at være udsat for fysiske og psykiske overgreb og at blive forsømt. I nogle lande er mennesker indespærret i årevis uden nogen kendelser eller retslig mulighed for at komme ud.
Nogle siger at de var blevet anbragt der for at dække over familiens skam eller for at bringe deres politiske overbevisninger til ophør.
Millioner af mennesker har lidt alvorlig skade fra psykiatrisk behandling.
Mange lider af ”Tarif Dyskinesia” en kronisk skadevirkning af antipsykotisk medicin. Nogle lider af permanent hukommelsestab af elektrochok behandlinger.
Til tider gives stadigt det hvide snit (lobotomi), en hjerneoperation der for altid udvisker deres personlighed.
Et stigende antal mennesker snakker om ikke at kunne gøre brug af socialpsykiatriske tiltag fordi der ikke er nok af dem, eller fordi indsatsen er for kontrollerende, eller fordi det tilbud de yder, ikke er det brugeren ønsker.
Millioner af mennesker med psykosociale funktionsnedsættelser bor i fornedrende institutioner, Bo-institutioner og hjemløshedsinstitutioner hvor de ikke har noget at skulle have sagt, usle pensionater, i fængslerne eller på gaden.
De der forsøger at bo i respektable boligområder, får ofte at vide at de ikke er ønskede der.
Mange mennesker med psykosociale funktionsnedsættelser som ønsker at arbejde, finder aldrig arbejde på det almindelige arbejdsmarked. De bliver tilbudt beskyttet arbejde hvor de må arbejde med ensformigt arbejde for symbolske beløb. Eller de bruger deres liv på at bo i små værelser eller væresteder, uden mulighed for at yde en indsats for samfundet…
Over hele verden tilsluttes mennesker med psykosociale funktionsnedsættelser sig til den underklasse af mennesker der lever på “verandaen” i deres samfund, hvor de bliver overladt til mangeartede former af stress og fattigdom, arbejdsløshed, mangel på håb, dårlige boliger, isolation og udnyttelse.
Men det behøver ikke at være sådan. Dette ville aldrig ske i en verden hvor mennesker med psykosociale funktionsnedsættelser fik en behandling, omsorg og støtte som de kunne ønske sig samt lige muligheder med deres fælles medborgere.
DEN LÅSTE DØR
Der er stærke indimellem overvældende kræfter der holder døren lukket for mennesker med psykosociale funktionsnedsættelser. Disse kræfter handler om den måde mennesker tænker og handler. Alle har del i ansvaret for at døren holdes lukket for mennesker med psykosociale funktionsnedsættelser, deriblandt mennesker med psykosociale funktionsnedsættelser selv.
Begreberne psykisk sygdom og handicap er for smalle og fremmer ikke “Recovery” (det at komme sig).
Der har været, mange forklaringer på psykisk sygdom op igennem historien og på kryds og tværs af de forskellige kulturer i verden, men i de fleste lande er den herskende forklaringsmodel den at psykisk sygdom er biologisk og bedst helbredes ved hjælp af medicin.
Nogle mennesker med psykosociale funktionsnedsættelser siger at de har haft gavn af medicinske diagnoser og behandlinger, men de fleste foretrækker mere holistiske forklaringer som tager højde for sådan noget som; personens livshistorie/erfaringer, social ulighed, og spirituelle dimensioner.
Debatten om psykisk sygdoms og handikappets natur, er mere end blot en interessant intellektuel øvelse.
Et samfunds underlæggende begrebsdannelse omkring psykisk sygdom og handikap vil dybt influere på hvordan tilbuddene ser ud og om døren ud til samfundet er åben eller lukket for os.
Funktionsnedsættelse eller psykisk sygdom er et skøn, – ikke fakta.
Psykiatriens professionelle og lægmænd hælder mod at betragte psykisk sygdom og handicap som iboende fakta om personen i stedet for som sociale konstruktionsudsagn. Det er let at se at det at have sære forestillinger eller at høre stemmer som andre ikke kan høre, er faktuelle begivenheder. Men at påsætte betegnelsen psykisk syg eller handikappet er kun en bedømmelse. Stemmerne og synerne som oplevedes af helgener og shamaner har ydet et stort bidrag til mange kulturer. Hvor anderledes havde deres liv ikke artet sig hvis de var blevet betragtet som havende en psykisk sygdom i stedet for en spirituel evne.
Handicap og psykisk sygdom har ikke nogen reel mening hvis det ikke forstås I sammenhæng med vores sociale relationer og hvordan vi opfatter ting som produktivitet, kommunikation, værdisætning, uafhængighed og social status.
Tilstande af væren som ikke opfylder samfundets krav til produktivitet, værdisætning, uafhængighed osv., bliver ofte betragtet som handicap.
Relativiteten og reversaliteten af funktionsnedsættelsesbegrebet blev illustreret på en brillant måde I et tv-portræt af en “republik af kørestolsbrugere” der var designet og kontrolleret af mennesker I kørestol.
Alle lofter var sænket for at tilgodese mennesker der sidder ned.
Stående mennesker var nødsaget til at kravle og snuble for at komme omkring, og var tvungne at bære sikkerhedshjelme for ikke at støde hovederne mod lofterne.
Programmet vendte tingene på hovedet og viste hvordan kørestolsbrugerne diskriminerede stående mennesker som bogstaveligt og billedligt talt begrænsede deres muligheder for at være produktive, uafhængige og værdsatte borgere I samfundet.
Måske vil det være bedre for mennesker med psykosociale funktionsnedsættelser hvor ingen blev anset for at være handikappet eller psykisk syg, men ganske enkelt havde nogle minoritetsbehov som andre medlemmer af samfundet accepterede som en selvfølgelighed.
Funktionsnedsættelsen ville bare stå for de anderledes behov nogle minoritetsgrupper havde for at få et tilfredsstillende liv, i stedet for alle de fordomme og stemplinger som siger at vi er hjælpeløse, værdiløse, utiltrækkende og behovskrævende.
Desværre er det sådan, at når handicap og psykisk sygdom betragtes som værende iboende fakta om enkelte mennesker, placere disse begreber i en kategori der ikke kan stilles spørgsmål ved. Det begrænser ligeledes samfundets mulige diskurs til selvanalyse om hvordan det kan have ansvar for psykisk sygdom og handicap og hvordan det i sidste ende kunne afstå fra skadelige behandlinger, tvang og diskrimination…
Den medicinske model retfærdiggør brug af tvang.
Den medicinske model har en lang historisk tradition for brug af tvangsforanstaltninger i psykiatrien. Den vælger at betragte mennesker med psykosociale funktionsnedsættelser som hjælpeløse ofre for kræfter indeni dem selv der berøver dem deres færdigheder og rationalitet.
Den medicinske model har i sig en forståelse, der legaliserer tvang og paternalistiske løsninger i og med at deres praksis vil genskabe menneskets færdigheder og rationalitet., og frigøre dem fra deres egen patologi.
Psykosociale modeller kan ikke på samme lette måde retfærdiggøre tvang og paternalisme, især ikke de der bygger deres syn og vægter fri vilje og personlig og social ansvarlighed.
Helbredelse er overtaget af eksperter.
Den medicinske model understøtter brugen af en magtfuld teknologi som neuroleptika og elektrochok. Kun eksperter i denne teknologi har ret til at administrere behandlingen hvilket overlader patienten i en overordentlig passiv rolle. De fleste andre behandlingsformer der bruges af mennesker med psykosociale funktionsnedsættelser såsom psykoterapi, naturmedicin eller selvhjælpsgrupper kræver at personen er mere aktiv involveret i processen.
Pessimismen i psykiatriske tilbud er udbredt.
Beskæftigelsen sig med diagnoser og prognoser er mest udbredt blandt de der knytter sig tættest til den medicinske model. De tror af de såkaldte “store psykiske sygdomme” har et yderst forudbestemt forløb. Det får mennesker med psykosociale funktionsnedsættelser til at føle at de er dømt til tilbagefald eller forværring i deres tilstand, hvilket i virkeligheden er ganske fejlagtigt. Den medicinske model, især hvis den ikke er kombineret med andre forklaringer eller terapier, opfordrer mennesker med psykosociale funktionsnedsættelser til at sætte sig ned og forvente en forfærdelig skæbne der ligger uden for deres mulighed at ændre.
Mennesker med psykosociale funktionsnedsættelser er udsat for diskrimination.
Diskrimination er den mest smertefulde og af alle følt som et ikke italesat problem af mennesker med psykosociale funktionsnedsættelser.
Diskriminationen iklæder sig mange former. Det kan betyde at vi er genstand for latterliggørelse, chikaneri og misbrug. Eller det kan være sådan at vi ganske enkelt bliver overset eller glemt. Vi vil rimeligvis blive frygtet på grund af vores formodede farlighed, uærlighed eller uforudsigelige opførsel.
Diskriminationen iklæder sig mange former. Når vi giver udtryk for vrede eller smerte kan det afvises af andre som tegn på vores sygdom. Vi er nogle gange udsat for udtalt medlidenhed og at vores liv er sørgeligt og ikke har nogen værdi. Vi får ofte at vide at vi aldrig får det bedre.
Vi ved at når vi taler om vores erfaringer omkring psykisk lidelse eller sygdom er der chance for at vi mister vores venner eller at vi bliver nægtet det job eller den bolig vi ønsker.
Diskrimination mod mennesker med psykosociale funktionsnedsættelser kan være så subtile som et blik fra en eller anden, eller så udtrykte og åbenlyse som mordet på psykisk syge af nazisterne
Mennesker med psykosociale funktionsnedsættelser kan opleve diskrimination i enhver interaktion med et hvilket som helst menneske. Disse mennesker kan være familie, naboer, arbejdsgivere, politi, dommere, sundhedspersonale, præster, embedsmænd, frivillige, andre brugere, udlejere, bankfolk, forsikringsfolk, politikere, journalister, venner, partnere, nævn, arbejdskollegaer, advokater og sportsudøvere.
Og mennesker med psykosociale funktionsnedsættelser betragter ofte sig selv som de andre ser dem I smerteligt maskepi med de der diskriminerer,
Diskrimination fra Staten.
Det er statens opgave at sørge for at stille sådanne vilkår til rådighed, at alle borgere får mulighed for at leve et tilfredsstillende liv og får mulighed for at yde noget for samfundet. Stater er meget forskellige i måden de gør dette.
Mange lande både støtter og stiller midler til rådighed for indsatser for mennesker med psykosociale funktionsnedsættelser.
Men der er en tendens i mange lande at trække sig ud af dette og overlade indsatsen til ikke statslige organisationer.
Lande diskriminerer mod mennesker med psykosociale funktionsnedsættelser på mange måder. Lande har været ansvarlige for bevidst underfinansiering af midler til støtte for mennesker med psykosociale funktionsnedsættelser.
Nogle mennesker med psykosociale funktionsnedsættelser mener at lande diskriminerer ved at tillade psykiatrien at tvangsbehandle og tvangsindlægge mennesker med psykisk sygdom.
Der er en øget trend i mange lande for at tillade tvangsbehandling overfor mennesker med psykosociale funktionsnedsættelser der er udenfor institutionerne. Mange lande har også gjort meget lidt for at stoppe den udstødning der finder sted i samfundet ved at undlade at indføre nødvendig lovgivning og føre en politik der giver os lige muligheder for deltagelse på linje med de øvrige borgere., at få nogle ordentlige boliger og muligheden for en rimelig indkomst.
Diskrimination af psykiatriske og sociale tilbud.
Psykiatriske behandlings- og støtteformer kan også diskriminere over for de der benytter sig af disse tilbud. De gør dette igennem tvangsmæssige, og paternalistiske praksisser, ved at undlade at involvere os i beslutningsprocessen og ved at undlade at yde den støtte og hjælp vi virkeligt ønsker.
Tvangsmæssige og paternalistiske praksisser er ikke kun noget vi oplever i livet på institutionerne. Desværre lever og trives disse i mange af de sociale tilbud der er ude i lokalsamfundet.
Behandlingstilbud kan beslutte hvilken form for behandling vi skal modtage, hvilken information der skal gives og de kan forstyrre os i vores eget hjem ved hjælp af opsøgende psykoseteams.
Boliganvisning/visitationer kan beslutte hvor vi skal bo, hvem vi skal bo sammen med, hvad tid vi skal gå i seng og hvad vi skal spise.
Rehabiliterings og beskæftigelsesprogrammer kan bestemme hvad vi skal arbejde med i dagtimerne og om vi er parat til at arbejde eller ej. Andre tilbud beslutter muligvis hvad vi skal bruge vores penge til, hvilke færdigheder vi mangler eller hvor vi skal købe ind.
Mange tilbud tager det stadigt for givet at de ved bedst hvad vi har brug for uden i det mindste at spørge. De brugere der benytter sig af disse tilbud, har ofte ingen magt til at ændre eller få indflydelse på tilbuddet.
Mange behandlingstilbud fortsætter med at behandle os uden respekt, ligeværd eller uden at beskytte vore rettigheder især vores ret til informeret samtykke.
Diskrimination i lokalsamfundet.
Lokalsamfund diskriminerer aktivt mod mennesker med psykosociale funktionsnedsættelser og på mange måder. Når naboen siger at de ikke ønsker vi bor i deres gade, når arbejdsgivere ikke vil ansætte os, når vores arbejdskammerater driller os med at vi er psykisk syge, når folk laver vittigheder eller gør nar af os, eller når vores venner ikke vil have noget med os at gøre.
Men lokalsamfundene diskriminerer også passivt mod mennesker med psykosociale funktionsnedsættelser ved at overgive for meget ansvar for vores liv til andre, specielt staten.
Mennesker efterspørger specielle tiltag når deres lokalsamfund ikke har muligheden eller viljen til at give dem det de har brug for.
Alle lokalsamfund anerkender at de fleste mennesker ikke har mulighed for selv at lave specialiserede opgaver såsom operationer, lave vvs arbejde eller programmere computere. Men lokalsamfundene viser ikke altid at de har forståelse for de almindelige behov almindelige mennesker har for bolig, indkomst, arbejde og familieliv. Med undtagelse af de specialiserede behandlingsformer med medicin mod psykosociale problemer har lokalsamfundene mulighederne, men viljen er der ikke altid.
Når mennesker med psykosociale funktionsnedsættelser efterspørger specielle indsatser omkring ting som bolig, indkomstgrundlag, og arbejde så har lokalsamfundene overgivet ansvaret for at tilgodese vores almindelige behov.
Den sørgelige sandhed er at intet specialiseret tilbud kan erstatte vores almindelige universelle behov såvel som velvillige venner, kammerater, familie, klubber, naboer eller arbejdsfællesskaber.
Mennesker med psykosociale funktionsnedsættelser lever fortsat i ghettoer, oftest støttet af staten, ikke kun bag institutionernes høje mure men også i socialpsykiatriske tilbud hvor alle de mennesker de kender er andre brugere eller mennesker der er betalt for at være der.
Mennesker med psykosociale funktionsnedsættelser bliver betragtet som ofre der ikke er I stand il at tage vare på deres liv.
Mennesker der opfattes som hjælpeløse, der ofte styres af forskellige indsatser og som er udstødt af deres samfund har ofte meget svært ved at opdage, udvikle og bruge deres egne personlige ressourcer. Alligevel vil mennesker med psykosociale funktionsnedsættelser der har fået hold om deres liv, ofte sige at det var ved at bruge egen ansvarlighed og egne styrker og muligheder, der var en de vigtigste årsager til at de kom sig.
Alt for mange mennesker med psykosociale funktionsnedsættelser sidder passivt i væresteder og andre socialpsykiatriske tilbud år ud og år ind. De er ofte overmedicinerede og understimulerede. Deres tro på personlig udvikling døde den dag de fik deres diagnose eller den dag de fik at vide at de aldrig ville få det bedre. Deres selvrespekt er blevet knust af nedladende behandling og diskrimination. De har mistet håbet og troen på at de er i stand til at skabe et bedre liv. Det er et tragisk spild af menneskeliv.
Det er ikke kun staten, det psykiatriske system og socialpsykiatrien der opfatter os som ofre. Brugerbevægelserne og psykiatriske overlevelsesbevægelser samt andre der kæmper for vores rettigheder og for at vi bliver taget alvorligt kan også uforvarende medvirke til at vi bliver gjort til ofre.
Menneskerettighedsaktivister og bruger og overleverbevægelserne har ydet uhyre meget til vores forståelse for undertrykkelsen og diskriminationen af mennesker med psykosociale funktionsnedsættelser. Men indimellem er vi blevet siddende fast i vores egen analyse af magtesløsheden og de afmægtige roller vi har vænnet os til. Som mennesker der kæmper for at komme ud af undertrykkelsen, indser vi ikke altid hvilken magt vi selv besidder til forandring af os selv eller personer og systemer rundt om os.
Vi har også selv en nøgle til døren.
NØGLEN TIL DØREN
Psykiatrioverlever- og brugerbevægelsen.
Nogle modige individer med psykosociale funktionsnedsættelser har kæmpet for deres ret I de sidste 2 århundreder, men selve psykiatribruger-overlevelsesbevægelsen startede først organiseringen for alvor fra 1970erne.
Bevægelserne startede i Europa og Nordamerika. Derefter har den spredt sig til andre vestlige demokratier, de forhenværende kommunistiske lande I Østeuropa, Sydafrika Japan såvel som Mellem- og Sydamerika.
Som kvindebevægelsen, menneskerettighedsbevægelsen, de homoseksuelles organisationer, de indfødtes rettigheder og handicappedes organisationer har, psykiatribrugerbevægelsen taget udgangspunkt i princippet om selvbestemmelse. Vi tror at mennesker med psykosociale funktionsnedsættelser har været udsat for meget tvang i psykiatrien og udstødning fra vores samfund.
Mennesker med psykosociale funktionsnedsættelser skal have magt og resurser til at forme deres eget liv
Psykiatribruger/overleverbevægelsen arbejder på to hovedfronter – selvhjælp og politisk handling.
Igennem selvhjælp er målet at forandre os og komme os efter vores oplevelser. I den politiske handling er målet at forandre de mennesker og de systemer der har indflydelse på vores velfærd.
Det er ikke ualmindeligt I nogle lande at brugerne/overleverne driver deres egne projekter /tilbud og støttenetværk. Dette er muligvis væresteder, krisecentre, malerværksteder, Bo-projekter eller små private virksomheder. Steder der styres af mennesker med psykosociale funktionsnedsættelser, har ofte et standpunkt om fuld og lige deltagelse fra dem der bruger stedet for at imødekomme deres ret.
Selvhjælpsgrupper yder at væsentlige bud på hvordan vi ønsker støtten.
Nogle grupper I brugerbevægelsen har kæmpet imod tvangsbehandling siden de startede, Tvangsbehandling er ikke blevet forbudt nogen steder endnu, men i mange lande er det blevet sværere at frihedsberøve og behandle folk imod deres vilje.
Desværre må vi se med bekymring at der i dele af Europa og Nordamerika er tegn på at mennesker med psykosociale funktionsnedsættelser vil blive udsat for tvang ude i samfundet. Brugerbevægelserne har også kæmpet for at lukke institutionerne, en bredere vifte af behandling og støtte end den der ydes af psykiatrien og for at mennesker med psykosociale funktionsnedsættelser skal have lige muligheder for deltagelse i samfundet.
Mennesker med psykosociale funktionsnedsættelser arbejder også indenfor behandlingssystemet, for at udvikle bedre mere tilsvarende tilbud. I mange lande rådgiver vi politikkerne om deres politik på området, tager del i uddelingen af fondsmidler, deltager i planlægningen, udbygningen og evalueringen af projekter, /tilbud.
Som individuelle brugere er vi bedre rustet til at forstå de uenigheder der er om årsager til psykisk lidelse, at afsøge muligheder for behandling og støtte, viden om vores rettigheder og stille spørgsmål til beslutninger taget af professionelle end på noget tidlige tidspunkt i historien.
Menneskerettighedserklæringen.
Menneskerettighedserklæringen er nu 50 år gammel. Den blev skabt som svar på de uhyggelig skræmmende menneskerettighedsovertrædelser der blev begået af det nazistiske Tyskland.
Erklæringen markerer en ny æra hvor alle lande i verden forventes at beskytte deres borgeres menneskerettigheder. Mange andre rettighedserklæringer og konventioner der bygger på denne erklæring, er kommet fra F.N. siden.
De er alle ligeså relevante for mennesker med psykosociale funktionsnedsættelser som for andre borgere.
Der er specielt to erklæringer der specifikt omhandler rettigheder for mennesker med psykosociale funktionsnedsættelser.
Standardreglerne:
Lige mulighed for deltagelse for mennesker med handicap. Reglerne – insisterer på at alle lande er ansvarlige for at fjerne forhindringer imod lige deltagelse for mennesker med handicap på disse områder:
- Tilgængelighed /adgang til fysiske omgivelser, information og uddannelse.
- Arbejde.
- Bevarelse af indkomst – social sikring.
- Familieliv, seksuelle forhold og forældreskab.
- Kulturelle aktiviteter.
- Rekreation og sport.
- Religion.
Standardreglerne siger også at handikappede skal sikres de nødvendige støtteforanstaltninger som forudsætning for at de kan opnå lige mulighed og at de skal kunne deltage på alle niveauer i den politiske proces og i udvikling af tilbuddene. Det skønnes at alle lande ikke fuldt ud har implementeret samtlige regler.
De Forenede Nationers Principper om beskyttelse af psykisk syge og forbedring af det psykiatriske system.
Dette dokument fokuserer på retten til behandling og støtte men yder desværre ikke nogen støtte eller vejledning til rettighedsbeskyttelse mod behandling. Dette er en indlysende forglemmelse ifølge mange fra overlever og brugerbevægelserne rundt om i verden.
Indsatser der viser os vej gennem døren.
På trods mange tilbud er utilfredsstillende er der nogle socialpsykiatriske indsatser der støtter os meget i processen at få hold om vort liv igen. Disse indsatser har forskellige træk tilfælles.
Det er disse indsatser vi vil have.
Vi vil have adgang til hjælp der svarer til vores udtrykte behov.
Hvem vi end er, hvor vi end er og når som helst vi har behov for den…
Vi vil have hjælp der som mindstemål, ikke skader os.
Al behandling og støtte/hjælp der ydes til os, skal yde den bedst tænkelige gavn og have færrest mulige bivirkninger. Vi ønsker flere måder at forstå vores psykiske kriser end den medicinske model kan yde.
Psykiatrisk behandling er stadig domineret af biologiske forklaringer og behandlinger. Mennesker med psykosociale funktionsnedsættelser har ofte det standpunkt at der findes mange årsagsforklaringer for deres psykiske kriser og mange behandlingsformer der hjælper dem bl.a. naturhelbredelse, psykoterapi, uddannelse i at komme sig og hjælp til at finde arbejde, botilbud og kontakter til lokalområdet.
Vi vil have færre piller og mere hjælp til at reetablere de sociale og materielle muligheder som vi har tabt.
Indsatsen skal hjælpe os med at reducere de psykiske kriser eller uønskede tilstande ved psykisk sygdom, men de bør bruge mest muligt tid til at assistere os for at modvirke isolation, fattigdom, arbejdsløshed, diskrimination og alt andet som vi har tabt i vores psykiske krisetilstand eller psykiske lidelse.
Vi ønsker frivillige tilbud ikke tvang.
En del af os mener at tvangsbehandling og tvangsindlæggelser er overtrædelse af menneskerettighederne og som sådant aldrig kan retfærdiggøres. For de af os der har mistet retten til fuld selvbestemmelse, der bør psykiatrien finde sted i mindst indgribende omgivelser og gøre brug af mindst mulig tvang og tilbageholdelse i mindst mulig tid.
For at undgå brug af tvangsbehandling vil vi bestemme over hvad der skal ske med os i en krisesituation ved hjælp af psykiatriske testamenter eller kriseplanlægning.
Vi ønsker ret til at vælge behandlingsform og fravælge den hvis den ikke virker for os.
Indsatsen må tilbyde mennesker med psykosociale funktionsnedsættelser størst mulig autonomi og valgmuligheder bade når det handler om behandling og den støtte vi har brug for at vi kan komme os. (Recovery).
Indsatsen bør inddrage brugere som ligemænd i alle forhold som den enkelte service omhandler og som kan få indflydelse på vores liv.
Hvis vi er utilfredse med tilbuddet, skal der være en enkelt måde hvorpå man kan klage og en sikkerhed for at få bedre tilbud fremover.
Vi ønsker muligheder og ressourcer til at køre vores egne brugerstyrede alternativer og andre muligheder for at bruge vores kompetencer.
Den enkelte har brug for at tage aktiv del i beslutningerne om egen behandling og støtte. Kollektivt må vi inddrages i al planlægning og evaluering af tilbud på alle niveauer.
De enkelte lande skal støtte deres brugerorganisationer i at udvikle støttenetværk og brugerdrevne tilbud. Der bør ikke være nogle barrierer for mennesker med psykosociale funktionsnedsættelser for at arbejde i psykiatriske tilbud.
Vi ønsker en vej ud af psykiatriske tilbud.
Psykiatriske tilbud bør aldrig prøve at erstatte de naturlige lokalsamfund. – De er der for at udføre specielle opgaver og spille en rolle som resten af samfundet ikke i stand til eller ikke vil udfylde.
Mennesker med psykosociale funktionsnedsættelser har brug for færdigheder opmuntring til at formindske deres afhængighed af psykiatrisk/socialpsykiatriske tilbud.
Tilbuddene må sikre os uddannelse om psykisk sygdom og sundhed, behandlinger, kriseplanlægning og forebyggelse, at føre en sund levestil, hvordan vi modvirker diskrimination, rettigheder og hvordan vi kan være fortalere for os selv, hvordan vi kan bruge støttenetværk og bruge resurser i lokalsamfundet.
Lokalsamfund der byder os velkommen.
Lokalsamfund, støttet af staten bør være meget mere aktive i at sikre mennesker med psykosociale funktionsnedsættelser deres rettigheder og deres velfærd…
Vi ønsker samme rettigheder, pligter og muligheder som samfundet tilbyder andre borgere.
Mennesker med psykosociale funktionsnedsættelser har brug for at deres rettigheder bliver beskyttet af lovgivning. Regeringer må sikre at vi har lige muligheder som andre borgere.
Intet land må nægte os mulighed for uddannelse, arbejde, indkomst, velfærdsgoder og ydelser, husly eller muligheden for at tilhøre et naboskab eller en familie.
Familier, fællesskaber, sundheds- og socialvæsner bør støtte os, eller i det mindste sikre at de ikke foretager sig noget der hindrer vores deltagelse i vores lokalsamfund.
De mennesker i vores lokalsamfund hvis liv og beslutninger påvirker os, bør handle overfor mennesker med psykosociale funktionsnedsættelser i en ånd præget af respekt, ligeværd og inklusion.
Vi ønsker lige mulighed for lige adgang til uddannelse og arbejde.
Viden om at vi har et psykiatrisk handicap bør aldrig hindre arbejdsgivere eller uddannelsessteder fra at ansætte/optage os hvis vi har de rette kvalifikationer.
Når vi så er kommet i arbejde eller optaget på en uddannelse, er der nogen af os der har brug for rimelige tilpasninger såsom flekstid, ret til sygeperioder og /eller ekstra supervision og støtte.
Hvis muligt kan regering eller myndigheder kompensere arbejdsgivere og uddannelsessteder for de ekstra resurser de måtte have brug for at skabe rimelige forhold.
Vi ønsker en ordentlig indkomst.
Arbejde er det bedste middel til at sikre en ordentlig indkomst men hvis det ikke er muligt, skal myndighederne stille tilstrækkelige midler til rådighed for mennesker med psykosociale funktionsnedsættelser så at de kan få opfyldt de basale menneskelige behov eller andre behov der kommer fra deres funktionsnedsættelser.
I nogle lande virker de pensions eller økonomiske midler der stilles til rådighed som en forhindring for at komme i arbejde fordi de frygter at miste deres økonomiske sikkerhedsnet hvis de kommer i arbejde eller at de ikke kommer til at tjene mere ved at arbejde. Regeringer må udvikle nogle kreative løsninger på dette problem.
Vi ønsker ordentlige boliger.
Vi ønsker at bo et sted som vi kan kalde et hjem, ikke institutioner eller på gaden.
Vi ønsker os hjem som er komfortable og som sikrer os mod vejrforhold.
Vi ønsker at kunne vælge hvor vi vil bo uden at være bange for indvendinger eller fjendtlighed fra vores naboer…
Vi ønsker at tilhøre en familie.
Mennesker med psykosociale funktionsnedsættelser ønsker støtte og muligheder for at få venner, etablere forhold og blive forældre uden frygt for at miste retten til vores børn.
OPSUMMERING
Mennesker med psykosociale funktionsnedsættelser i alle hjørner og kroge i verden, lever i usle boliger eller på bagverandaer i deres samfund.
I den seneste tid er vi begyndt at banke på hoveddøren til vores samfund og krævet at der bliver lukket op.
Regeringer og psykiatriske /sociale tilbud bliver nød til at indrømme den ubehagelige kendsgerning at “behandlingen” af mennesker med psykosociale funktionsnedsættelser ofte støtter sig til praksisser der er kendetegnet af, paternalisme, tvang, diskrimination og udstødning.
Når lande psykiatriske/sociale tilbud og lokalsamfundene går ind i det 21.ende århundrede må deres ”nytænkning om indsatsen” gøre op med disse praksisser.
I stedet må indsatsen bygge på at stå side om side med mennesket med psykosociale funktionsnedsættelser og give støtte på vore vilkår så døren til friheden åbnes at vi inkluderes og indtager en værdifuld rolle i vores samfund…
