14. april 2023
Peerstøtte er ‘ingen dans på roser’ i Psykiatrien: Nu svarer Patient- og Brugerforeningerne
DR og GO’aften Danmark har i disse dage skabt ramaskrig i flere landsdækkende patient- og brugerforeninger med deres blåøjede dækning af tidligere patienters rolle som ansatte i Psykiatrien: For psykiatrien har aktivt modarbejdet ansatte brugere i psykiatrien i mange år, og det er først efter lang sej kamp, at vi er blevet lukket ind, og kampen er langt fra slut.
Peernetværket Danmark, LAP – Landsforeningen af nuværende og tidligere Psykiatribrugere og Recovery LAB: Vi er tre patient- og brugerforeninger, der organiserer Peers over hele landet. Vi vil her gerne give den danske offentlighed en mere nuanceret forståelse af Peerstøtte.
Peerstøtte i Danmark: Brugerforeningernes kamp
Peerstøtte er, når et menneske, som er kommet sig over psykisk sygdom, støtter andre i at komme sig. Peerstøtte er startet i Danmark i 00’erne, da brugerorganisationer fandt inspiration i udlandet, hvor personlige erfaringer længe har været en del af den psykiatriske behandling.
Peernetværket Danmark blev stiftet i 2015 af en række brugerorganisationer og tæller lige nu 800 medlemmer over hele landet. LAP og Recovery LAB organiserer ligeledes mange Peers. De fleste Peers er ansatte i behandlingspsykiatrien, fx som Recoverymentorer, eller i kommunerne.
Psykiatriens behandling af sine ansatte Peers:
- Underbetaling: Peers får en løn, som de færreste kan leve for og for få timers ansættelse. Danske Regioner og FOA har indgået aftale om, at Peers indplaceres som ufaglært sosu-assistent. Ofte har Peers en mellem- eller lang videregående uddannelse.
- Diskrimination på arbejdspladsen: Mange Peers oplever at blive ekskluderet fra personalemøder, negativ forskelsbehandling, manglende stillings- og funktionsbeskrivelser.
- Peers holder ikke længe i jobbet, da der ingen muligheder er for at avancere. Arbejdspladserne stempler ofte medarbejderen som for “psykisk sårbar” til jobbet, når mange holder i kort tid.
Peers trodser alle odds: bliver raske, forlader offentlig forsørgelse og får et arbejde. Men så starter de dårlige arbejdsvilkår:
- Politikere, regioner og kommuner skal finde måder at organisere arbejdet på, som lever op til almindelige, ordentlige standarder for det danske arbejdsmarked: løn man kan leve af, oprettelse af fuldtidsstillinger og stop af negativ forskelsbehandling.
- Politikerne i Folketinget skal tage Peers alvorligt: Peers er ikke som medarbejdergruppe blevet inviteret indenfor i arbejdet med Psykiatriens 10- års plan. Det er alle andre faggrupper. Vi har gjort ihærdige forsøg og vil gerne inviteres med til bordet.
Peernetværket Danmark – LAP – Recovery LAB
Kontakt:
Peernetværket Danmark: Christina Ytzen
Medlem af Forretningsudvalg
E -mail: christinaytzen@icloud.com
Tlf.: 29 91 82 67
LAP: Lene Kristiansen
E-mail: kristiansenlene@yahoo.dk
Tlf.: 30 11 59 19
LAP: Hanne Wiingaard
Medlem af Forretningsudvalg og presseansvarlig
E-mail: wiingaard@lap.dk
Tlf.: 21 63 73 14
I har min helhjertede støtte, hvad Peer-ordningen angår. Den, som har skoen på, ved bedst, hvor den trykker, ligesom den, der tidligere har gået med sko, der klemte, sidder inde med en betydelig viden og erfaring på området.
Det vil de fleste kunne have god gavn af, fastansat sundhedspersonale inclusive.
Når det er sagt, så finder jeg, at jeres kommunikation udadtil er temmelig håbløs – sorry for telling you ❣️
Bladet LAP udkommer som vinden blæser, tit og ofte får man ikke svar på skriftlige (e-mail) henvendelser, og private aftaler, der kommer i stand, efter at I har ringet op i helt anden anledning, bliver ikke som lovet fulgt op.
Så det kan slet ikke undre undertegnede, at DR tilsyneladende “løber med en halv vind”, for som tidligere psykiatribruger fejler min forestillingsevne intet, ej heller hvad angår jeres ansigt udadtil.
Med venlig hilsen
Rigmor Hviid Christensen
Lilletoften 27, 2.tv.
2740 Skovlunde