Det er en socialrådgiver og en terapeut der er forfattere til denne mail/oplæg og dokumentationen kan findes som hyperlink nederst på siden. Vi har fået tilladelse til at dele indholdet af mailen fra Louise, som skriver:
“Du må meget gerne udbrede budskabet, det er netop derfor, vi skriver. Det her er vigtigt at få råbt op om…”
Kære foreninger
Vi er to sagsbehandlere fra samme sygedagpengeafdeling; Stine Pedersen, socialrådgiver og har været ansat i næsten 10 år og Louise Gyllenøhr, socialformidler og psykoterapeut og har været ansat i godt 13 år.
Vi skriver til jer i frustration og afmagt, fordi vi lige nu står i en situation, hvor vi og vores kolleger har brug for hjælp til at råbe de nødvendige instanser op.
Som socialrådgivere er vores største drivkraft at forsøge at gøre det bedst mulige for hvert enkelt menneske, vi møder i vores professionelle virke. Med dette for øje er vi også bevidste om, at vi naturligvis også har ansvar for at formidle og forvalte den lovgivning, som vi langt fra altid er enige i, men som vi ikke har den store indflydelse på.
Dette er ikke altid den letteste opgave, men vi oplever egentlig, at både vi og vores kolleger som oftest formår at gøre netop dette med ordentlighed og respekt for både det enkelte menneske, og for den lovgivning som vi alle er underlagt.
I 2020 blev vi imidlertid præsenteret for en principafgørelse, som skulle præcisere begrebet uarbejdsdygtighed i sygedagpengelovens forstand, jf. sygedagpengelovens § 7 – principafgørelsen har nummer 28-20. Denne principafgørelse har vendt vores syn på begrebet uarbejdsdygtighed på hovedet, og den er i direkte strid med de menneskelige værdier og principper som ordentlighed og respekt, som vi bestræber os på at have som vigtigste fokus i vores arbejde.
Tværtimod oplever vi, at denne principafgørelse skaber forfærdelige vilkår for personer med psykiske udfordringer og psykiatriske diagnoser i et sygedagpengesystem og i et velfærdssamfund, hvor vi netop burde hjælpe der, hvor der er mest behov for det. Forvaltningen af denne principafgørelse opleves helt klart som en diskrimination af borgere med bestemte psykiske lidelser, og vi bliver nødt til at råbe op til nogen, som kan have indflydelse på denne lovgivning – og forvaltningen af den – for det kan umuligt være denne vej, vi skal gå i vores velfærdssamfund!
Principafgørelse 28-20 går ud på, at hvis man har forstyrrelser i personlighedsstrukturen, uanset om det er medfødt, opdaget i barndommen eller diagnosticeres ved udredning undervejs i et forløb i sygedagpengesystemet, så vil man ikke kunne betragtes som uarbejdsdygtig i sygedagpengelovens forstand, og man vil derfor ikke længere kunne ikke modtage sygedagpenge eller tilbydes et jobafklaringsforløb, og sagen lukkes i vores afdeling.
Nogle vil kunne være berettiget til kontanthjælp, men en stor del af de borgere, vi har inde i vores system, vil ikke have denne mulighed og vil derfor stå uden en indtægt.
Hvis man har psykiske udfordringer/tilstande i form af en personlighedsforstyrrelse, ADHD/ADD, bipolar lidelse, skizofreni, autisme og Asperger syndrom eller andet, som kan betragtes som forstyrrelser knyttet til personligheden og som altså ikke er forbigående eller ”udefrakommende”, er man ikke berettiget til sygedagpenge eller et jobafklaringsforløb.
Hvis man i en periode er sygemeldt pga. stress/angst/depression forårsaget af de mere iboende psykiske udfordringer, kan man midlertidigt modtage sygedagpenge, indtil dette er behandlet, og man er tilbage til ”status quo”.
Problematikken er dog, at disse borgere med førnævnte udfordringer, meget ofte er blevet ”psykisk slidt” og har brug for støtte, ydelse og afklaring, men det kan man ikke længere på sygedagpenge (eller i et jobafklaringsforløb, hvor § 7 også gør sig gældende). Heller ikke selv om man et helt liv har været på arbejdsmarkedet og bidraget med dét, man kan.
Hermed et par eksempler:
En ung mand diagnosticeres med ADHD i sine tidlige skoleår. Han har det svært i skolen, men kæmper sig igennem og får 9. klasses eksamen godt hjulpet af medicinsk behandling. Efter folkeskolen kommer han i lære som tømrer, og her finder han sig væsentlig bedre til rette end på skolebænken. Han gennemfører uddannelsen og bliver ansat som tømrer, hvor han arbejder et par år, indtil han igen begynder at blive udfordret af sin ADHD – for hans vedkommende udmønter det sig i øget fravær på arbejdspladsen, fordi han ikke sover om natten pga. uro.
Arbejdsgiver indkalder til samtale, man er meget interesserede i at beholde den unge tømrer, og de bliver enige om, at han skal søge læge. Egen læge vurderer, at der måske skal ske en regulering i medicinen, men ønsker en psykiaters vurdering af dette, og han henvises derfor til samtaler og vurdering hos psykiater og sygemeldes for at skabe noget ro omkring ham. Hvis egen læge i denne situation vurderer, at årsagen til at den unge tømrer ikke kan varetage sit arbejde er hans ADHD, så vil han ikke kunne modtage sygedagpenge – i dette tilfælde vil arbejdsgiver ikke kunne modtage refusion. På baggrund af principafgørelse 28-20 vurderes han ikke at være uarbejdsdygtig i sygedagpengelovens forstand.
Et andet eksempel:
En kvinde i slutningen af 40erne er sygemeldt, lægen har vurderet det som stress, depression og angst. Hun har arbejdet ufaglært i mange forskellige jobs hele sit liv, og har flere sygemeldinger bag sig af forskellig varighed. Men hun har klaret sig – i nogle perioder ikke på fuld tid, men på 25 eller 30 timers arbejdsuger.
I denne sygemelding har hun imidlertid sværere ved at komme ovenpå igen. Hun deltager i et længerevarende praktikforløb og har meget svært ved at komme på et timeantal højere, end hvad der vil svare til et fleksjob. Egen læge vurderer, at det ikke er realistisk, at hun kommer til at kunne præstere mere end dette pga. sin psykiske sårbarhed. For at understøtte dette henviser egen læge til psykiater, da der er mistanke om ADD. Efter samtaler hos en psykiater diagnosticeres kvinden med ADD, og psykiateren beskriver, at de udfordringer som kvinden har haft gennem hele sit arbejdsliv, højest sandsynligt skyldes denne diagnose, som hun aldrig er kommet i behandling for. Der beskrives i vurderingen fra psykiateren, at kvinden aldrig vil blive i stand til arbejde mere end det nuværende niveau pga. sin ADD, da det vurderes, at hun igennem disse mange år har slidt så hårdt på sig selv, at ordinær beskæftigelse ikke længere vurderes at være realistisk. Idet kvinden nu har fået diagnosen ADD, er hun pludselig ikke længere uarbejdsdygtig i sygedagpengelovens forstand, jf. principafgørelse 28-20, og sagen skal derfor lukkes.
I ovenstående eksempler kunne det lige så godt have heddet Asperger, autisme, personlighedsforstyrrelser, bipolar lidelse og/eller skizofreni.
Inden principafgørelsen ville vi i sygedagpengeregi (herunder også jobafklaringsforløb) kunne afklare disse borgeres arbejdsevne ift. fleksjob og måske endda førtidspension, når deres tilstand var stationær (som eks. nr. 2 herover) – vi ville sågar være forpligtet til det. Men nu efter 28:20, så skal vi stoppe deres ydelse, og de der ikke er gift og ikke har ”formue” (værdi for mere end 10.000 kr) vil kunne modtage kontanthjælp eller uddannelseshjælp (hvis under 30 og uden uddannelse), men de – mange borgere – der er gift og har formue vil ikke kunne modtage nogen ydelse!
I dag efter 28:20 er der nu meget tydeligt ”forskel på fisk” – hvis der var tale om fysiske problemstillinger, så ville de fortsat kunne modtage sygedagpenge og afklaring, men hvis en borger har en af ovenstående psykiatriske diagnoser, så er det ud! Det kalder vi helt klart diskrimination!
Grundlæggende føles det umenneskeligt og uværdigt at skulle forvalte en lovgivning, som er så meget i modstrid med vores egne værdier og ønsket om, at gøre det bedste for det enkelte menneske, og vi som sagsbehandlere er voldsomt pressede i at blive underlagt regler som disse, der diskriminerer borgere alene på baggrund af en diagnose.
Indtil videre har vi alene i vores kommune haft flere sager prøvet i Ankestyrelsen på baggrund af afgørelser som de ovenstående eksempler, og Ankestyrelsen har stadfæstet vores afgørelser og dermed bekræftet kommunen i, at dette er den rigtige måde at forvalte principafgørelse 28-20 på. Vi bliver nu derfor nødt til at forsøge at gå andre veje så derfor dette lange skriv til jer – i håb om, at I kan hjælpe med videreformidling, så vi sammen kan få råbt tilpas højt til, at vi bliver hørt…
Hvis I kan have forslag til andre steder, hvor vi bør sende vores opråb hen, så tager vi gerne imod.
Det kan nævnes, at der også er taget kontakt til både Dansk Socialrådgiverforening og HK (som repræsenterer socialformidlere), som også er informeret om, hvad netop en afgørelse som denne kan gøre ved vores arbejdsmiljø og ikke mindst arbejdsglæden hos de sagsbehandlere, der skal varetage denne diskriminerende lovgivning.
Hvis der er behov for uddybning af ovenstående, stiller vi os meget gerne til rådighed.
Tak for jeres tid!
De bedste hilsner
Stine Pedersen
2815 0639
stine1988@live.dk
&
Louise Gyllenøhr
2826 9795
lougyl@hotmail.com
Vi vedhæfter principafgørelse 28-20 som pdf:
